Borgmesterbesøg i Naturpark Amager

Publiceret 22-01-2019

Med 70 tons sand, 1500 ture med trillebøren og utallige timers hårdt arbejde har Amager Skovhjælpere bygget en sti fra Naturcenter Amager til Fårestien og Ryomgårdvej i Tårnby.

Billedtekst: Tårnby-borgmester Allan S. Andersen indviede i dag en ny sti i Naturpark Amager. Foto: Martin Rivero/Naturstyrelsen.

Med taler, klip af rødt bånd og pølser over bål indviede Tårnby-borgmester Allan S. Andersen (A) i dag en ny sti i Naturpark Amager.

”Det her, det er en meget flot og solid sti. Stien er lavet med håndkraft; skovl og trillebør. Der skal lyde en stor ros og en stor tak til alle jer skovhjælpere, der har slidt og slæbt, svedt og knoklet, med at lave denne fine sti,” sagde Allan S. Andersen.

Stien går fra Naturcenter Amager til Fårestien og Ryomgårdvej, og den skal binde naturcentret endnu tættere sammen med naturen. Håndværkerne bag stien er Amager Skovhjælpere, der er en socialøkonomisk virksomhed, som med base i Naturpark Amager styrker udsatte borgeres tilknytning til arbejdsmarkedet.

”70 tons sand og 1500 ture med trillebøren har det taget at lave stien,” sagde Mads Madsen, leder af Amager Skovhjælpere.

Allan S. Andersen tøvede ikke med at kalde den nye sti for ”sin yndlingssti” i Tårnby Kommune. Det skyldes blandt andet, at stien er flot håndværk, og at den ligger på Kalvebod Fælled i Naturpark Amager.

”Området her netop er blevet optaget i Danmarks Naturkanon som et af de 15 fineste natursteder i hele landet. Jeg er sikker på, at mange mennesker vil bruge stien i de kommende år,” sagde borgmesteren.

”Jeg har forstået at stien ikke har noget officielt navn, men jeg kan fortælle jer at jeg selv vil kalde den for ”Skovhjælperstien”,” sagde Allan S. Andersen.

Efter et trefoldigt leve og klipning af rød snor blev stien rigtigt indviet med en gåtur. Her overraskede Jes Aagaard, Naturstyrelsen, og Mads Madsen, leder af Amager Skovhjælpere, Allan S. Andersen med afsløringen af en træbænk med udsigt ud over Naturpark Amager. Et lille skilt i messing viser, at bænken nu har navnet ”Borgmesterens bænk”.