Skær dig en roelygte på Bogforum

Publiceret 11-11-2019

Bliver der behov for en pause midt i Bogforums virvar af forfattere, foredrag og nye bøger, kan man på årets udgave trække sig lidt tilbage i en næsten Emil-fra-Lønnebergsk snickerboa. Her kan man skære sig en traditionel roelygte, som det i mere end 100 år har været en tradition i at stille ud i efterårsmørket.

Bag værkstedet står Naturpark Amager, som for andet år deltager med egen stand på Bogforum. Og det er der en helt enkel grund til, fortæller biolog og naturvejleder Jes Aagaard fra Naturpark Amager.

- Ligesom i bøgernes verden, skaber naturen plads til nærvær ro og reflektion, siger han. Derfor er vi nok engang blevet inviteret med på BogForum og det er vi selvfølgelig rigtig glade for.

Fotoudstilling og gode udflugtsråd

Og har man ikke tålmodighed til at omdanne en roe til en lygte, er der mange andre gode grunde til at besøge naturparkens stand, fortæller biologen.

- Vi stiller op med en række smagsprøver på hvad det er for nogle store naturoplevelser vi byder på i de godt 3500 hektar unikke natur, som ligger lige midt i hovedstaden fortæller han.

Blandt andet gennem en aktuel fotoudstilling om årets gang i naturparken, skabt af medlemmerne i Amager Fotoklub, samtidig med, at man kan møde en række af de involverede partnere og selvfølgelig få inspiration til hvad man helt generelt kan opleve i naturen derude..

 

Unik natur en halv time fra Rådhuspladsen

Naturpark Amager strækker sig fra Amager Fælled og Islands Brygge hele vejen over Kalvebod Fælled ned til Dragør Sydstrand, og er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, By & Havn, samt Dragør, Taarnby og Københavns kommuner.

På under en halv times cykeltur fra Rådhuspladsen kan man blandt opleve beskyttede fuglereservater, vilde strandenge, en selvgroet birkeskov, overnatte i shelters og i det hele taget få den herlige fornemmelse af at befinde sig langt borte fra civilisationen.

- Det er vigtigt for os at udbrede kendskabet til de store naturoplevelser, der findes lige midt i hovedstaden, siger Jes Aagaard




Mød Naturpark på Bogforums stand B4-0084